Anne Bendtsdtr. 1737-1801

Af Louise Skovgaard 1900-1985

Anne Bendtsdatter “Ved broen” i Klemensker

-og nogle af hendes forfædre.

Hans Nielsen i Risby, hvis vanskæbne under krigen i 1645 er omtalt i et bornholmsk bondehjem i 1786, betalte 10 sldr. til den ekstraskat, som i 1662 opkrævedes for at løskøbe Bornholm fra Sverige, det samme, som andre velstillede bønder i Klemensker sogn skulle yde. (Sass.) Se i øvrigt Bh. saml.4/156-157 og 18/107. Han havde boet på 56. slg. fra 1625 og er fra 1644 også skrevet for 57. slg. der dengang var “øde”.

Hans Nielsen døde ca. 1678. Der findes intet skifte efter ham, men af senere skifter ses, at han har efterladt sig mindst 4 voksne børn: Karen, Bendt, Jørgen og Hans. Bendt Hansen optræder 3 gange mellem Hans Larsen Skovgaards aner. I denne artikel behandles den linie, der fører ned til H.L.Skovgaards farmor, Anne Bendtsdatter, hvis historie i hovedtræk kendes fra 4 skifter, der holdtes da hun var henholdsvis 14, 29, 56 og 63 år gammel.

  • Bendt Hansen på Siegård i Klemensker, død 1702.

Bendt (bajnt) Hansen nævnes første gang i årene 1649-50, da han boede på forældrenes hidtil øde gård, 57. slg. i Risby. I 1651 blev han ejer af Siegård ved Hasle, 67. slg., hvor han forblev til sin død.

Han var gift med Sidsel Pedersdatter, datter af Peder Larsen på Vestre Rosendalegård i Rutsker. Med hende havde han 6 børn: Hans, Peder, Sidsel, Kirstine, Karen og Christoffer. Da hustruen døde i 1688, var børnene myndige med undtagelse af den yngste søn, der var 11 år.

Siegård var brændt, antagelig i 1670-erne, og må være genopbygget af Bendt Hansens. Det omtales ved skiftet efter Sidsel Pedersdatter (22. febr. 1688). En Haslebo, Hans Andersen, mødte nemlig og “fordrede et snørliv, som han til Bendt Hansens hustru havde pantsat for et halvpund smør, hvilket snørliv H.A. foregav at have været med sølvmaller udi, som var 5 par, og med sølvkniplinger på, af blommet tøj, hvortil B.H. svarede, at snørlivet var hannem bevidst, men af den ulykkelige hændelse af ildebrand blev samme snørliv op brændt, eftersom snørlivet længe tilforn var pantsat, og nu var 20 år siden”, o.s.v. Kravet, som efter panthaverens mening var forældet, henvistes til “lov og ret”. (Her står ganske vist ikke at gården er brændt, men var ilden så udbredt, at husets kostbarheder, kisterne med indhold, blev ødelagt, stod bygningerne næppe til at redde.)

Skiftet er interessant ved at give nøjagtig besked om, hvad Siegårdsbørnene fik i “hjemgifte”, De to ugifte sønner, Peder og Christoffer, bevilgedes det samme, som hver af de 4 gifte søskende havde modtaget, ialt “varer” til en værdi af 112 sldr. 6 sk. pr. arving: “1 par hopper, 1 par heste, 4 køer, 2 stude, 2 svin, 1 vogn, 1 plov med behør, 2 harver, 1 færdigt år (et avlsredskab), 1 opredt seng 1 bryggerkedel så god som 10 sldr., 1 gryde, 1 bord, 2 bænke dyner, 1 hynde, 1 agedyne, 2 sølvskeer, 2 tinfade, 2 økser, 2 save, 1 kiste, 1 messinglysestage, 1 slæde, 1 bagstol, 1 øl-halvtønde, 2 sibøtter, 2 spande, 1 hammel, 2 seler”. Sønner og døtre fik lige meget. Boets formue efter fradrag af alle forpligtelser var 1016 sldr., heraf en del pantebreve.

 

Nogle år efter (26/1-1694) solgte Bendt Hansen Siegård for 200 sldr., til sin ældste søn Hans Bendtsen, der hidtil havde boet på 68. slg. “Risen”. Christoffer må være død; han nævnes ikke mere, og Peder havde giftet sig ind på Skovgård, 65. slg.

Allerede i 1688 kaldes Bendt Hansen “en gammel, svag mand”, men han overlevede dog hustruen i 14½ år. Der var skifte efter ham på Siegård den 13. september 1702. (Bh. Landdistrikters skpr. 1702/03 fol. 6).

III. Peder Bendtsen på Skovgård i Klemensker, død 1733.

Omkring 1. maj 1690 døde Jens Abrahamsen på Skovgård, 65. slg. Skifte 7. juli samme år. Kort efter ægtede hans enke Bendt Hansens næstældste søn Peder (Pær) fra Siegård.

Peder Bendtsen betragtede sig ikke som opsidder, men som ejer, da hustruen Anne Andersdatter på skiftet efter J.A. havde fået Skovgård tilkendt som sin bo-og arvedel, mens hendes eneste barn, den ½ år gamle Hans Jensen, fik sin faders anden gård, “I Risen”, 68. slg., der var bortpantet til Hans Bendtsen. Anne havde som enke arvet sin fader, sandemand Anders Pedersen på Fløjlegård, 18. slg. i Rø (sk. 18/6-1690); hun og Peder Bendtsen havde midler til at købe sædet i Skovgård, og drengens værger (Jens Abrahamsens fætre) har åbenbart ment, at de havde ret til at sælge det til hans stiffader, når myndlingen var sikret sæde et andet sted.

Den overenskomst, som blev truffet i 1691, blev dog årsag til langvarige processer. Arvegangen for bornholmske selvejergårde var en vedtægt, der først blev ophøjet til lov ved kgl. forordning af 14/10-1773, og der var næppe mange, der kendte den så godt, at de kunne afgøre tvivlsspørgsmål uden rettens hjælp.

Skovgård havde i 1690 en besætning på 16 heste, 12 køer og 10 stude samt ungkvæg, får, svin og gæs. Men boet skyldte penge til Anders Pedersen, og den lille drengs arv blev kun 164 sldr. foruden faderens klæder og våben; selv med renter kunne summen ikke forslå til indløsning af to gårde, og familien har antagelig ment, at den handlede lovligt og til drengens bedste.

Anne Andersdatter havde ubestridt livsvarig beboelsesret på Skovgård. Men da hun efter ca. 26 års ægteskab med Peder Bendtsen døde i 1716 (sk. 29/10 s.å.) fordrede Hans Jensen “sæde og adgang” på gården.

Den unge mand, som ifølge vidnesbyrd i tingbogen var “af svag fornuft” og dårligt helbred, var ca. år 1713 blevet gift med Peder Bendtsens søsterdatter Karen fra Tornegård i Knudsker og havde overtaget Risegård, men han havde svært ved at klare sig der og følte sig forurettet af stiffaderen om med eller uden grund er det umuligt at sige.

Peder Bendtsen var villig til at betale for at sikre sine egne børn sæderet på Skovgård, og i 1723 gav Hans Jensen ham et skriftligt afkald mod 190 sldr. kontant, et beløb, man var nået frem til efter en 8-mænds syns- og skønsforretning. Men da samme Hans Jensen i 1719 var erklæret umyndig på grund af “urolighed i hovedet”, gjorde hans efterkommere senere indsigelse mod handelen og hævdede, at den ikke var retsgyldig uden værgens underskrift. Sagen endte i Højesteret, der gav Peder Bendtsens arvinger medhold, fordi modparten havde “ladet så lang tid hengå “, inden den nåede så vidt.

Anne Andersdatter efterlod sig 7 børn: Hans Jensen samt 6 børn af sidste ægteskab:

  1. Jens, født 1692.
  2.  Anders, født 1696.
  3. Margrethe, født 1701.
  4. Bendt, født 1704.
  5. Christoffer, født 1706.
  6. Kirstine, født 1708.

Året efter hendes død giftede Peder Bendtsen sig (13/6 -1717) med Signe Nielsdatter, datter af Niels Olsen i Hasle. Denne hustru omtales ikke andre steder end i Hasle kirkebog; hun har ikke efterladt sig børn.

Peder Bendtsen døde i 1733. Arvingerne var myndige, så der holdtes samfrændeskifte. Jens Pedersen boede da på Christiansø, Anders Pedersen var opsidder på Store Hallegård i Olsker, gift med Niels Nielsens enke, Agnete Sode, Margrethe var gift med Lars Andersen på Risbygård, Kirstine med Hans Kjøller på 2. slg. Kjøllergård i Rø. Christoffer var død, og Bendt, der nu var jorddrot, havde den 4. april 1732 fået skøde på Skovgård.

  1. Bendt Pedersen på Skovgård i Klemensker. (1704-1790).

Peder Bendtsens søn Bendt, der 28 år gammel havde overtaget sin fødegård, ægtede året efter (10. august 1733) sin stifmoders niece, den 20-årige Annike Andersdatter fra Tornegård i Nyker.

I løbet af 5 år fik de 3 børn: Peder, født 1735, Anne, født 1736, og Anders, født 1738. så kom der ikke flere, i hvert fald ikke levedygtige, og da den yngste var 12 år, døde Annike, endnu i sin bedste alder, 37½ år gammel. Måske har hun været svagelig i længere tid; man mærker sig, at hun ikke efterlod sig mange eller kostbare ifareklæder, skønt familien var velstillet.

Datteren arvede klæderne: 1 sort flonels trøje (kjoleliv) med lærreds underfor, 1 sort ulden dragt, 5 vadmelsskørter og en ranuet (stribet) kåbe. Hun fik tillige moderens fyrrekiste, linvæv og 1 par syede (broderede) bænkedyner, 6 og 3 alen lange, med rødt underfor, måske moderens eget arbejde.

Ved skiftet på Skovgård 7. juli 1750 blev listen over boets ejendele ikke indført i protokollen; der henvises kun til den. Formuen (løsøregods og udestående fordringer) var 1583 sldr. Boets gæld var 273 sldr., hovedsagelig hidrørende fra enkemandens værgemål for hans svigerinde Karen Andersdatter på Tornegård i Nyker og hans søstersøn Peder Hansen Kjøller på 2. slg. i Rø. Tilovers var 1310 sldr., hvoraf Bendt Pedersen fik halvdelen = 655 sldr., hver søn 262 sldr. og datteren 131 sldr. Den afdødes udfart var vurderet til 50 sldr. Herfor blev udlagt en brun hingst til 12 sldr., 2 bruneheste, 2 hvide køer, 8 får og 10 lam samt en hjemmekværn og nogle dyner.

“Enkemanden fremstod og tilkendegav, at han af christen kiærlighed til datteren Anne Bendtsdatter vilde skiænke og forære hende den af ham forhen prætenderede udfarts jævned, som efter vedkommendes tilstaaelse var 50 sldr., som hos hannem rentefri bliver bestaaende, indtil hun selv samne efter loven kan imodtage.” -“Ligeledes deklarerede enkemanden, at han af faderlig kiærlighed til sine to sønner til jævned imod den kiste, som datteren efter hendes moder havde bekommet, vil give hver af sønnerne en kiste så god som 3 sldr., hvilken de selv haver at imodtage.”

Bendt Pedersen har sandsynligvis fundet det retfærdigt, at de to køn arveretligt blev ligestillede. Det ses ved skifterne, at mange i befolkningen har ønsket en lovændring på det punkt, men den kom først et århundrede senere. (1857).

Noget af arvesølvet blev fordelt mellem børnene. Sønnerne fik hver en sølvstob på en halv pot “med adskillige blomster og løvværk”, mrk. B.P.S.1719, samt hver en sølvske mrk. P.B.S. -A.A.D. 1702. Anne fik en sølvskål med to øren, mrk. 1667, samt to sølvskeer.

Skiftet forløb uden mislyd bortset fra, at spørgsmålet om sæderetten dukkede op igen, denne gang fremført af den afdøde Hans Jensens svigersøn Rasmus Pedersen på 15. slg. i Rutsker. Men da Bendt Pedersens adkomstdokumenter var tinglyste, og skifteforvalteren “ej var autoriseret på slige sager at dømme”, henvistes R.P. med sit krav til “lands lov og ret”, hvis han “sig dertil synes at turde fordriste”. (Man risikerede en klækkelig bøde for unødig trætte, hvis man uden grund besværede retten.)

Bendt Pedersen giftede sig ikke igen; han var ved folketællingen 1787 “enkemand efter 1ste ægteskab”. Amtmand Urne noterer, at B.P. på Skovgård i Klemensker er “en flittig, forstandig og velhavende bonde.” Det samme siges om Bendts fætter, Peder Hansen på Siegård.

Da denne Peder Hansens svigerdatter Margrethe i 1780 blev enke på Siegård, giftede hun sig med Bendt Pedersens ældste søn Peder Bendtsen, der havde været hjemme som ungkarl, til han blev 45 år. Den yngste søn Anders Bendtsen overtog Skovgård.

Bendt Pedersen døde som undentagsmand, 86 år gammel, begravet mandag den 7. juni 1790. “Text i Psalmen 68, det 21. vers.” (M. Kjøller)

Anne Bendtsdatter 1736 -1801.

gift med

 

  1. Jens Hansen på Brogård i Klemensker, død 1765.
  2. Hans Larsen, smst. (1729-1792).

På 66. slg. “Ved Broen” i Klemensker boede Hans Mogensen og hustru Annike Piil. (St. Koefoed A. 69). I 1753 overdrog de ejendommen til deres yngste søn Jens Hansen, der giftede sig med naboen Bendt Pedersens datter Anne. Vielsesdatoen kendes ikke; den ligger mellem 27/5-1754 og 29/3-1756, da Anne ved skiftet omtales som henholdsvis ugift og gift.

Jens Hansen var “en af de højeste mænd på landet” (Urne) og siges at have været en dygtig landmand, der prøvede nye dyrkningsmetoder. Men han døde ung i sommeren 1765 og efterlod Anne som “en sørgende enke” (skpr.) med 3 små børn: Annike, 7 år, Maren, 4 år, og sønnen Jens Hansen, der ved skiftet 11. september s.å. var, 6 uger gammel. Jens var født efter faderens død og fik derfor dennes fulde navn; normalt skulle han have heddet Jensen.

Anne tog til lavværge sognedegnen i Hasle-Rutsker, hæderlige og vellærde hr. Philip Rasch, der nylig var blevet hendes svoger, idet han 24. juli s.å. havde ægtet Jens Hansens søster Anna, enke efter kaptajn Ole Jørgensen Sonne i Hasle.

“Da skifteretten var udi anfang med at ville lade dette stervbo ordentlig registrere og vurdere, fremstod enken med lavværge og tilstedeværende værger (børnenes farbrødre) og deklarerede, at de således var forenede, nemlig at denne enke tilstod enhver af sine børn udi arv efter deres fader 250 slettedaler, i alt 750 sldr., da enken af kiærlighed til sine døtre tillagde dem så meget af sin lod, at døtrene kunne komme i lige lod med sønnen. “

“Endnu forærede enken enhver af sine børn, når de bliver gifte, en opredt seng af værdi 40 sldr., så heste og vogn til enhver af værdi 50 sldr., ligeledes når de bliver gifte til hver tvende køer af værdi 8 sldr. stykket.”

Børnene fik noget sølvtøj, “hvilken foræring bliver hos enken rentefri bestående til de selv kan imodtage den”. -“så og tilstod enken sine døtre at nyde fri bryllupskost, så og til hver datter en egevæv med tilbehør af værdi 8 sldr., samt til sønnen en ridehest med sadel og bidsel af værdi 40 sldr., som han imodtager, når han bliver seksten år. ”

“Herpå alt var de skifterettens samtykke begjærende. Skifteretten tillige med vurderingsmændene overvejede dette stervbos formue og gæld og befandt samme af sådanne omstændigheder, at ifald dette stervbo ved ordentlig registrering og vurdering var blevet igennemgået, havde børnene ikke nær bekommet så meget, som moderen dennem af kiærlighed tilstået haver, altså siden denne forening var til de umyndiges bedste, consenterede skifteretten samme med tilhold til enken, at hun lader sine børn i deres Christendom og sønnen i regning og skrivning og påklædning således oplære og opdrage, som hun for Gud og øvrigheden i sin tid agter at ansvare og bekiendt vil være .”

“Angående den sal. mands ifareklæder, da siden sønnen ikkun er så liden, at de måtte fordærves, inden han kan blive så gammel, at han dennem kunde bruge, så blev de af vurderingsmændene igennemsete og vurderede for den summa 15 sldr., som moderen svarer til sønnens værge med rede penge, undtagen en felbered skindvest med 3 dusin runde, glatte sølvknapper, som forvares, til sønnen bliver så stor, at han selv samme kan imodtage.”

“Siden moderen haver tilstået sine børn så anseligt, som de ellers ved ordentligt skifte ej havde kunnet bekomme, så og i betragtning af, at hun ingen fosterløn eller skolegangsbetaling for dennem forlanger, blev hende efter begæring bevilget at beholde hendes børns arv rentefri, indtil enhver af dennem opnår deres 14. år, og imidlertid bliver samme her udi denne 66. slg. . fastsat og prioriteret, indtil det til værgerne vorder udbetalt, og om enken skulle ved døden afgå, førend børnene opnår deres 14. år, så betales børnenes arv ud til værgerne, og de deraf at svare rente.” (Bh. Nr. Herr. skpr. 1761/73 fol. 189 ff.)

2det ægteskab med Hans Larsen (1729-1792)

Anne Bendtsdatter, der nu var 29 år, giftede sig med sit næstsøskendebarn Hans Larsen, en 36-årig ungkarl fra Tornegård i Klemensker, ældste søn af Lars Hansen (1694-1763) og hustru Karen Hansdatter. Heller ikke denne vielsesdato kendes; men den 6. juli 1766 var “Hans Larsens hustru” fadder hos pastor Jørgen Koefoed. (Bh. saml. 37/74).

Da også Hans Larsen og datteren Maren ved senere lejligheder optrådte som faddere hos præstens, kan man skønne, at Brogårdsfamilien har sluttet sig til den pietistiske bevægelse, som på denne tid delte sognet i to lejre. Jørgen Koefoed, der er kendt som “Herrnhutternes trofaste ven”, har selvfølgelig ikke valgt faddere mellem sine modstandere.

Af skifteprotokollen fremgår, at familiens formue steg i årene 1765-92, men om det skyldtes Hans Larsens og hans kones dygtighed, eventuelt sparsommelighed, arv eller den begyndende inflation, kan ikke siges. Måske lidt af hvert.

I dette ægteskab kom der 4 børn: Karen, født 1768, Lars, født 1770, Torkild, født 1773, og Bendt, født 1776. Annes tre ældste blev gift og var flyttet hjemmefra før folketællingen 1787. Jorddrotten Jens Hansen boede på 56. slg. i Risby.

Hans Larsen døde i 1792, 63 år gammel, begravet 15. oktober. Ved skiftet 24. oktober s.å. var prokurator Michel Nansen Müller af Rønne lavværge for enken. Da der var to kuld børn og nogle svigerbørn, hvem vurderingen vedkom, blev det nødvendigt at registrere boet. (Nr. herred skpr.1773/93 fol. 539 ff.)

Enken fik forlods, hvad der tilkom hende efter landets vedtægt: sengen i stuen med indhold uvurderet, en stor brunmalet kiste med hendes ifareklæder (antagelig den, hun havde arvet efter sin moder), hendes fæstensgave: en sølvkande med 3 løvefødder, mrk. ovenpå H.E.S. – S.P.D. 1704 og med 2de medaler, en oveni og en underneden, samt til vederlag for begravelsen 70 sldr.

Også de hjemmeværende børn fik forlods, hvad forældrene havde foræret dem. Karen, der nu var 24 år, havde for “sin troe Bistand i Husholdningsvæsenet” fået en grønmalet seng med 3 underdyner, 1 overdyne, 2 hoveddyner og 3 hovedpuder. Hun ejede tillige en blåmalet dragkiste og en egefarvet fyrrekiste med indhold samt et strygejern.

Lars, Torkild og Bendt havde fået hver en sort ridehest af faderen. Militærvæsenet spillede en stor rolle for datidens mandlige ungdom, for øvrigt også for de ældre. De tre brødre var dragoner ligesom faderen, der endnu som 58-årig får denne benævnelse. (Folketællingen 1787).

Sønnerne havde også hver en kiste. Bendts brunmalede stod på salen sammen med mange andre møbler, mens de to ældste havde deres ege farvede kister i drengehuset. De tre fik ved skiftet faderens “meget ubetydelige” ifareklæder uvurderede til deling.

At Hans Larsen dog ikke har været helt uden interesse for sit ydre, ses af, at der ved skiftet indkom en regning fra parykmager Peder Hansen i Rønne: “For en paruqve = l rdlr. 4 mk.”, for hvilken P.H, påstod, at afdøde skulle have lovet at give ham in natura 2 læs aske-knubbe-brænde. Enken tilstod fordringen, men var uvidende om, at den skulle betales med brænde, hvad hun “i denne tilstand” var uberettiget til. Hun tilbød i rede penge 2 rdlr. = 3 sldr.

Boets samlede værdi efter fradrag af gæld og skifteomkostninger var 4516 sldr. Heraf var ca. 3000 sldr. i obligationer. Brogaard udgjorde kun de 700 sldr., en pris, der var fastsat ved skiftet efter Jens Hansen i 1765, og som næppe svarede til dens reelle værdi, men Anne havde stadig beboelsesretten.

“Enken meldte, at hendes 3 børn af lste ægteskab var her fra gården på dette boes fælles bekostning udstyrede ved deres giftermål med en bekostning af fuldkommen 900 sldr., dels i penge, dels i varer. Til vederlag for dette tilstod enken, at hendes 4 med den afdøde avlede børn må af stervboets masse tillægges en lige summa til lige deling mellem dem, førend hun vil skride til skifte og deling af dette boes masse.” Ingen havde noget herimod at indvende.

“Når sidstbemeldte 900 sldr. fradrages boets beholdning på 4516 sldr., bliver til rest = 3616 sldr.” Heraf bliver enkens andel 1808 sldr. Arvingernes bliver 1808 + 900 = 2708 sldr. -Da brødrene med værger og curator tillod søsteren lige arv med dem, får hver = 677 sldr.” “Enken tillægger af sin lod så meget, at hver kan få 700 sldr.” “Enken begiærede disse penge udlagt i obligationer, så hun beholder boet. ” Alle samtykkede heri.

Anne Bendtsdatter underskrev selv i skifteprotokollen med sine tre forbogstaver:

Hun har formodentlig aldrig lært at skrive. Det ansås i hendes barndom for overflødigt at lade pigebørn på landet bruge tiden til det. Regning til husbehov kunne de fleste lære i hjemmet, læsning ligeså, hvis de havde evner og lyst, og hvis præsten, der skulle konfirmere dem, var streng i sine krav. Anne blev konfirmeret af den bekendte pastor Anders Agerbech i Klemensker, så hun har sikkert kunnet læse. Mange bøger var der dog ikke på Brogård; ved skiftet efter Hans Larsen vurderedes kun to: Bibelen og Danske Lov.

 Sidste enkestand (1792 -1801).

Seks år efter Hans Larsens død skiftede Anne Bendtsdatter “i levende live” med sine børn og gik på aftægt, ikke på Brogård, men i sit barndomshjem, som hun havde forladt for over 40 år siden. Dels følte hun sig svag, dels kom der en ydre anledning til at flytte.

Sædet i Skovgård blev nemlig ledigt i 1798, da ejeren Anders Bendtsen døde uden livsarvinger, og Annes ældste søn i sidste ægteskab, Lars Hansen, ønskede at købe gården. For at kunne gøre det måtte han skille sig af med sin kones ejendom, 56. slg. i Risby, som hans halvbroder Jens Hansen havde i forpagtning Da det kunne forudses, at Jens Hansen alligevel snart skulle overtage Brogård, har man ordnet det hele på een gang. At moderen flyttede til Skovgård, skyldes nok især pladshensyn. Jens Hansens havde 5 børn, Lars Hansens endnu ingen.

Efter at alle aftaler var truffet, blev overenskomsten indført i Nr. Herr. skpr. 1793/1814 fol. 150-51 og refereres her uforkortet:

19/2.1799 Efterdi jeg underskrevne Anna Hans Larsens Enke formedelst Alderdoms trykkende Besværlighed har afstaaet og overdraget den mig i Livstid tilkommende Brugs- og Beboelsesret af den 66. slg. i Klemensker Sogn til min ældste Søn, Jorddrotten Jens Hansen, til hvilken Gaarden ved Skiftet efter hans Fader er udkiendt, saa haver jeg besluttet at lade mig fledføre hos min Søn Lars Hansen på 65.Slg. i samme Sogn efter en imellem os oprettet Contrakt af 4. april dette Aar, og ved offentlig Auction at giøre mit rørende Gods i Penge, undtagen følgende Creaturer, Varesorter og Meubler, nemlig:

  • 1 sortbeltet Ko, 1 ditto yngre,
  • 1 Jern Kakkelovn, 2de Senge med behørige Klæder og Lagener,
  • 1 Fierdings Kobberkedel, 1 Messing do., 1 Rostekar, 1 Ølanker,
  • 1 Froningstønde, 1 Sold, 1 Drittentrug, 2 Sække,
  • 4 Malkebøtter, 1 Malkesi,
  • 1 lidet rundt Bord, 1 Stol med Hynde, 1 Spinderok, 2 Bagstole,
  • 1 Brændevinsotting, 1 Bordkrus,
  • 2 Faar, 4 Høns,

1 ordentligt Læs Tørv og nogen Halm, 1 Tønde Rugmel, 1 Tønde Bygmalt, begge med gammelt Maal, 2 Skiæpper rengjorte Byggryn og nogen Sulevare,

hvilket alt jeg udtager af Boet og indflytter til den 65. Slg., forbeholdende mig at medtage samme uhindret, hvis jeg skulle blive til Sinds igien andetsteds at henflytte.

Med mine 7 myndige Børn, nemlig:

  1. ældste Søn Jens Hansen,
  2. 2den Søn Lars Hansen,
  3.  3die Søn Torkild Hansen,
  4. 4de Søn Bendt Hansen,
  5. ældste Datter Annike Jensdatter i Ægteskab med Svend Andersen i Nyker, (9. slg. Blæsbjerggård),
  6. 2den Datter Maren Jensdatter i Ægteskab med Rasmus Kofoed i Klemensker, (11. slg. St. Knudegård),
  7. 3die Datter Karen Hansdatter i Ægteskab med Christen Mortensen i Nyker, (12. slg. Søndregård)

som alle var tilstede, er jeg saaledes kommet til Forening, at alt mit øvrige ejende Løsøre Gods stilles til offentlig Auction, og det deraf udkomne -Omkostningerne fradragne- tillige med de udestaaende Penge, efter fælles Forening skulde i lige Lodder uden Hensigt til Kiøn, imellem forbemeldte mine Arvinger, imod at Brødrene, fordi de har ladet Søstrene gaa i lige Lod med dem, faar derfor til Vederlag, nemlig Jens Hansen alt her paa Gaarden liggende Vaarfoder, bestaaende af 5½ Rum Hø paa Stænge og 2de Rum Skaftehavre …uden Betaling, hvorimod han eftergav den Prætention han ytrede om 60 Sldr.., som skulde feile i de 300 Sldr., ham ved Skiftet efter Hans Larsen var tillagt, hvorfor altsaa al videre Anfordring herom bortfalder.

Lars Hansen nyder til Vederlag alle hans Moders Efterladenskaber, naar og hvorsomhelst hun ved Døden afgaar, undtagen Kiste-, Gang- og ifareklæder, som deles imellem Døtrene, og herforuden Penge, 70 Sldr., som til hendes Begravelse er henlagt, og som udbetales af Auctionskassen ved Terminens Udløb, hvorimod han, eller hvem den 65. Slg. skulle komme til at bebo, skal være pligtig at lade hende anstændig begrave.

Sønnen Torkild Hansen faar en sort Hoppe, som han af Boet udtager, samt en Seng, Klæder og Lagener, som Moderen udviiser, og skal ligeledes den yngste Søn Bendt Hansen have en Hest eller Hoppe af Gaardens Bæster, hvilken han vil vælge, og en Seng med behørige Klæder og Lagener efter Moderens Udviis. i Saaledes erklærer jeg paa den ene og mine myndige Børn paa den anden Side med hinanden at være forenede, at naar ovenanførte Conditioner bliver overholde, skulde det øvrige, hvad jeg ejer, og mit Gods ved den agtende Auction maatte udbringes til lige Lodder imellem alle mine Børn, som før er meldt. Men da for nærværende Tid ingen nøjagtig Summa kan opgiøres, kan ej heller nogen fuldstændig Deling foretages, eller det vedbørlige stemplede Papir til denne Forretning bestemmes, blev med fælles Samtykke denne Samfrænde-Forening udsat til nærmere i Afgiørelse ved en Samling, hvorom Arvingerne skal være notificerede.

  • Clemensker Sogn, den 19. februar 1799.
  • Anna Hans Larsens Enke
  • med Lavværge Henrik Randers.
  • (+ alle arvingers navne.)

—————————————————————————–

 

1799 -10. april blev det oplyst, at arven pro persona blev 281 sldr. 13 sk.

 

Af Klemensker kirkebog 1800/1814:

 

1801 -24/7 begr. Hans Larsens Enke, Anne Bendtsdatter, hvis Mand boede tillige med hende paa 66. slg. her i Sognet, men hun var nu til Undentag hos sin Søn paa den 65. slg. i Sognet, hvor hun døde den 18. juli, 65 Aar gl.