Min barndoms Helligpeder.

Bedste Sannes Hus, hvor jeg er født.

Bedste Sannes Hus, hvor jeg er født.

Helligpeder. Hvorfor skriver jeg Helligpeder? Det er fordi jeg er en Helligpeder hôrra. Født og opvokset der. Jo ældre jeg bliver jo større er tilknytningen. Vi, min familie, mor Helvig Vang og far Hans Peter Olsen samt min 2 små søskende Helle og Birger boede hos Bedste Sanne i hendes hus, hvor også mine 2 onkler Børge og Frede boede.

Dengang boede man lidt tættere end man gør i dag. Men jeg havde en pragtfuld barndom sammen med min familie som var tæt på os.Bedste Sannes hus, er det første hus man kommer til, når man kommer op ad den stejle bakke fra Helligpeder havn. Huset ved siden af byggede min mors tvillingesøster Gulvig og hendes mand Kaj Holm. Jeg kan huske at onklerne selv støbte cementsten, som blev brugt til at mure hønsehus af.

Før jeg kom til verden, ja da boede mors søster Gudrun og hendes mand Knud Larsen i de værelser, vi så senere fik. Her blev deres ældste datter Sonja født. De flyttede til Hasle og så blev der plads til mine forældre.

Mors bror Edgar og hans kone Guldborg boede også oven over bakken. De boede på det de kaldte Lundegård, de havde købt det af en fru Lund. Bedstes hus kaldte de for Bakkegården for det lå på bakken. Lundegård brændte på grund af lynnedslag, Guldborg var højgravid med deres andet barn, Inger. Her på Lundegård boede også mors bror Helge. Her blev der opført et nyt hus, som kom til at hedde Nybo. Det hus som Gulvig og Kaj byggede det kom til at hedde Højbo. Disse to par byttede huse.

Helge bliver kæreste med naboejendommens datter Solveig Pedersen og de køber Vennerslyst, der nok i gamle dage hed Kraksminde, efter en Krak der havde boet der. Mors ældste søster Esther blev gift med min fars bror Aage, de har bygget hus under bakken på vejen mod Helligpeder havn. Så der var familien tæt på hinanden. Bedstefar har jeg endnu ikke nævnt, det skyldes nok at jeg ikke kan huske ham. Han døde pinselørdag 1947 så jeg har jo kun været knap 1½ år gammel. Mads Peter havde haft en hjerneblødning og havde ikke haft det så godt i den sidste tid, han blev kun 55 år gammel.

Bedste Sanne, det gode menneske som hun altid var, hvor har hun dog slidt og knoklet igennem hele livet, for at få hverdagen til at hænge sammen.Hun hjalp til på havnen, når der blev fisket sild, samt i røgeriet, hjem for at sende børn i skole, og så ellers fortsætte på havnen igen. Når der blev fisket torsk, ja så var der altid kroge der skulle ordnes, så de var klare til at blive brugt igen Om efteråret var hun ude på gårdene og tage kartofler op og hen mod jul, hvor der blev slagtet, ja så var hun rundt for at hjælpe til med både grise og fjerkræ. Sanne var fantastisk dygtig til at lave blodpølse, så der var altid bud efter hende.

Jeg husker dengang at Bedste havde ged og den fik 2 kid. Bedste havde problemer når hun skulle malke denne ged, hun ville aldrig stå stille og væltede som regel mælkespanden, men Bedste lavede så hun kunne hejse geden et stykke op i loftet, så var problemet med spildt mælk over.Jeg husker også dengang de første Velo solexer kom frem. Sådan en købte Bedste, som hun kørte til Hasle på når hun skulle ud for at handle. Det var helt fantastisk at Bedste havde sådan et motorkøretøj.

Dengang jeg skulle døbes i Kirken var det fast tradition at bedste Sanne skulle være bærekone, det var hun også for mig. Mine faddere var mor og far og onkel Edgar Vang. Ud over mig var der også en anden barnedåb, her havde bærekonen lang kjole på. Den kom bedste Sanne til at træde i flere gange under ceremonien, hver gang strammede det i halsen på den stakkels kone, så hun gispede efter vejret.

Navnet Richardt havde de nok fundet ud af i fællesskab men stavemåden blev nok ordnet hos præsten, ligesom navnet Hans også kom med, det var vist noget far og onkel Aage fandt på, på vej til præsten. Richardt, det hed slagteren også, ham der kom fra Sandvig. Derfor fik jeg altid en pølse, når han kom på sin faste uge tur. Da jeg kom til verden skete det også efter at slagteren havde været på sin sædvanlige rute. Mor skulle jo handle først.

Mine kusiner fortæller, at jeg blev lagt i en kommode skuffe, da der ikke var nogen seng til mig, det var fattigt på landet. Jeg havde en meget privilegeret barndom, jeg havde jo hele familien meget tæt på. Bedste Sanne var faktisk som en ekstra mor for mig. Mine onkler og mostre, de gav mig også meget om og af livet.Mor og Gulvig lærte mig at cykle på det stykke indkørsel, som er foran huset, det var vel nok det stykke vej der var mest lige i nærmeste omkreds, ellers var der jo meget bakket.

Jeg mindes også søndag eftermiddagene eller aftenerne når vi gik op ved Kjæmpedalen for at se på biler eller fortsatte hen til Idas kiosk, det var alle tiders. Det hændte jo også at vi snakkede med Ruth & Jørgen Sonne, som boede på Ravnsborg på det tidspunkt.

På den tid var der altid en del teltmøder, det foregik oppe på Andreas Hansens mark eller også oppe i Kjæmpedalen, der var altid fuldt med mennesker til disse møder, hvor der var sang og god musik. Der var vel heller ikke så meget andet af underholdning, det var jo før fjernsynet blev almindeligt.

Jeg havde en lille hammer som jeg var meget glad for, desværre kom jeg til at knække skaftet på den. Det kunne Kaj ordne for mig, han kunne faktisk mange ting, jeg skulle bare komme op med den, det gjorde jeg så, til min store rædsel smed han hammeren ind i kakkelovnen, jeg var fuldstændig knust, min fine hammer, jeg skyndte mig hjem, meget sur på Kaj. Næste dag fik jeg hammeren igen med nyt skafte, den var meget flot.

Min skolegang, jeg gik i skole i Rutsker Kirkeskole, den samme som min mor og hendes far havde gået i. Bedstefar startede dog nede i den gamle skole, den der ligger lige neden for kirken. I 1902 blev han flyttet over i den nye Kirkeskole. Der var langt nede fra Helligpeder og op til skolen, om vinteren måtte vi gå, men vi kom altid i skole, det kneb mere med dem som boede oppe i Kirkebyen. Da vi kom op i 3 klasse, det vil sige 4. skoleår, da havde vi den samme lærer, som min mor havde haft, lærer Larsen. Det var en ældre herre som skulle gå på pension, så ham havde vi kun i kort tid. Derefter en masse unge, som kom på græs, medens de læste færdig. I de små klasser var det altid en lærerinde. Den der huskes allermest var Inge Jensen, som kom nede fra Hullegård ved Vang. Hun var simpel hen bare så sød og rar. Hun kom senere til Hasle skole, da var hun blevet gift og hed nu Loschak, en fantastisk dygtig lærer.

I de sidste år i skolen i Rutsker havde vi lærer Jens Peter Jensen, der kom fra en stilling i Østerlars, en enormt dygtig lærer. Da jeg gik ud af Rutsker Kirkeskole efter 7 år blev den kort efter nedlagt, den havde da fungeret i 60 år, der var blevet bygget en ny skole på den anden side af kirken. Rutsker Centralskole, men den fik ikke 60 år, vel kun det halve. Det var lidt om min skolegang.

Jeg var enebarn, til jeg var næsten 10 år gammel. Så fik jeg en søster i 1955 og i 1957 kom så lillebror, det var en stor omvæltning med 2 mindre søskende, pladsen i huset hos Bedste Sanne var jo ikke blevet større, men der var hjerterum.

I de følgende år så min far på nogle forskellige huse, der var blandt andet nabohuset til Rutsker Kirkeskole og så var der et ude i Hasle på Fælledvej over for Kirkegården, men far var meget kritisk, så der var altid noget i vejen med de huse, han så på. Men han købte dog en byggegrund på Strandvejen i Hasle, der blev så bygget nyt hus. Men der skete meget inden at vi kunne flytte til Hasle.

Årene gik og de små voksede og jeg har nok drillet dem og måske ikke altid været så sød som man kunne ønske, jeg fik i hvert fald formanet af moster Gulvig at hvis jeg ikke var sød med de små ja så fik jeg simpelthen ikke nogen konfirmations gave af hende. Det fik jeg heller ikke, moster Gulvig døde den 6 marts 1959,en meget tragisk død. Jeg blev konfirmeret 29. marts 1960. Den aften moster Gulvig døde spiste vi inde hos Bedste Sanne, vi fik kogt laks. Der blev ikke spist meget den aften. Det var en meget svær tid at komme igennem.

Min far var stenhugger, havde dog fisket i en periode sammen med sin bror Aage, men fiskeriet var meget dårligt, så det blev stenen, som det havde været for deres far og farfar. Far cyklede hver dag til Ringebakkerne ved Vang for at slå sten, det var kantsten, der som regel blev lavet. Det var akkord arbejde, så det var bare at knokle på, jeg tror nok at han tjente gode penge, men det var også et hårdt slid, farligt var det også. Far mistede det ene øje på grund af stål fra værktøjet. Han lå på Rigshospitalet i en periode, men øjet var ikke til at redde, han fik dog lov til at beholde det, men det var helt dødt. Hans far, bedstefar Olsen led samme skæbne, men han fik fjernet sit øje. Om vinteren, når det frøs meget og der var sne, ja så kunne der ikke arbejdes i stenen, så gik de og krydsede i fagforeningen.

Jeg ved ikke hvor gammel jeg har været, men i en periode gik jeg far i møde, når han kom fra arbejde af, så kunne jeg køre med hjem, jeg sad på stangen, det kunne være helt oppe fra Pios af. En gang gik det galt. Jeg havde fået nye gummistøvler, dem var jeg meget stolt af. Da vi kørte ned ad bakken ved Klippely, det var grusvej dengang, kom jeg til at stikke hælen på støvlen ind i forhjulet, med det resultat at vi styrter på hovedet op over styret, hold da op hvor far blev gal, men nok også chokket, han skældte meget ud. De nye støvler var ødelagt. Jeg tror ikke jeg gik mod far for at køre med mere. En anden ting som jeg havde sammen med far var, at vi to altid søndag formiddag, gik ned til Bedstefar og Bedstemor i Aahytten, her fik vi altid kaffe med hvedebrød og så gik snakken, om hvad der havde sket i meget gamle dage, om Boderne hvor Bedstemor jo stammede fra og ellers ting fra oplandet, havde det dog været nu så man kunne få skrevet det ned, det tænkte man ikke på som barn. Bedstefar snakkede meget om de underjordiske, lygtemændene og kokarlene. Ja han troede fuldt og fast på dem, han så og snakkede meget med disse.

Bedstefar stod på loftet og snittede skibe som han lavede i trækasser med glas og rammer om. Hvor mange han har lavet, ved jeg ikke, men det er nok adskillige stykker. Han havde ikke meget andet værktøj end en lommekniv, men flotte blev de.

Bedstemor hæklede altid og det var mellemværk til hovedpuder og deslige, meget fine og akkurate. Hun havde et par briller som bedstefar havde fundet på lossepladsen. Dem var hun glad for. I deres hjem var alt renskuret og pænt. Bedstefar brugte snus, hans plads var ved vinduet og der stod spyttebakken, som han altid ramte præcis. I den tid lavede man meget med kogt mad. Bedstemor var meget dygtig til dette, hun blev interviewet til et ugeblad af Maj Eskelund om hvordan man laver Brændesnude, jeg ved ikke hvad det var for et ugeblad.

I det næste hus efter Bedstemor og Bedstefar, når man tager mod Hasle, der boede så min fars søster Ellen og hendes mand, Tage. De havde selv fået opført huset. Ellen arbejdede i silderøgeriet i Hasle. Tage kørte på landet og solgte fisk, han havde bil. Det var så lidt om min allernærmeste familie hjemme i mit barndoms Helligpeder.

 

Skriv et svar